Elever med en forsker eller opfinder i maven kan stadig nå at kaste sig ind i dysten om store kontante præmier og fede rejser til blandt andet USA og Kina. Fristen for tilmelding til Unge Forskere er den 1. februar, og projekter fra alle afkroge af naturvidenskabens verden kan deltage. Med en stabil strøm af tilmeldinger fra både grundskoler og gymnasiale uddannelser tegner der sig allerede konturer af en nervepirrende konkurrence, og der kan stadig nå at komme mange flere projekter i løbet af den næste uge. Er du grundskolelærer for elever, som har lavet spændende projekter i naturfag? Eller er du gymnasielærer for elever, som har lavet fantastiske naturvidenskabelige SRP-projekter? Så skynd jer at melde jer til Unge Forskere og giv jeres elever chancen for at opleve naturvidenskaben på nye og spændende måder.
Tilmeld jer på www.ungeforskere.nu.
|

|
Ud over kontante præmier og spændende sponsor-gaver i både junior- og seniorkonkurrencen, er der for seniorerne en ekstra mulighed for at vinde deltagelse i internationale konkurrencer både i Europa, USA og Kina. De fleste af konkurrencerne er åbne for alle typer naturvidenskabelige projekter, men enkelte koncentrerer sig i særlig grad om miljø og bæredygtighed. Det gælder for den amerikanske konkurrence I-SWEEP, som finder sted i Houston, Texas i maj og den hollandske konkurrence INESPO, som finder sted i Utrecht i juni. Projekter, som beskæftiger sig med miljø, klima og bæredygtighed har således en ekstra chance for at vinde en spændende rejse til internationale konkurrencer.
En af de meget populære sponsorpræmier er deltagelse i science seminaret SIYSS i Stockholm, som blandt andet indebærer deltagelse i Nobelprisuddelingen. Pernille Neve Petersen, som ved Unge Forskere Finalen i 2011 vandt 1. Præmien, vandt desuden turen til Stockholm. ”Der er øjeblikke i ens liv, der bare ikke helt er til at begribe, og som efterlader en med en følelse af begejstring, forundring og glæde. For mig var Nobelprisugen i Stockholm sådan en uge,” siger Pernille. Ud over at møde og tale med nobelprismodtagerne og deltage i selve prisoverrækkelsen var Pernille også med til den efterfølgende gallamiddag sammen med den svenske kongefamilie og 1200 inviterede gæster. ”Personligt var Nobelprismiddagen for mig den største oplevelse. Mellem retterne var der musik og underholdning med balletdansere, sang og klassisk musik. Selve situationen er utrolig svær at beskrive, men som tyveårig at sidde bare 20 meter fra en højgravid Kronprinsesse Victoria var bare så surrealistisk fantastisk, som det kunne blive,” fortæller hun. SIYSS er en sponsorpræmie doneret af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening.
|

|
Tak for din interesse for Unge Forskere!
Bedste hilsner Sune Gylling Æbelø Konsulent Dansk Naturvidenskabsformidling sg@formidling.dk
|