Dansk Naturvidenskabsformidling

min vildeste ide

Min Vildeste Idé er en slags lillebror til Unge Forskere og er åben for alle elever fra 0.-10. klasse, dog særligt henvendt til de yngre. Det er en kreativ konkurrence som giver mulighed for at kombinere natur/teknik og naturfagsundervisning med billedkunst, hjemkundskab, engelsk eller nogle helt andre fag.

Hvert år arbejdes der ud fra et tema. Årets tema finder du her.  Idéen er at du skal komme med din vildeste idé og mest spændende kreative illustration af emnet. Det kan være en collage, fotos eller alle mulige andre materialer – det er kun fantasien der sætter grænser! Den kreative del af besvarelsen er alfa og omega for konkurrencen og spiller en ret stor rolle i vurderingen af dit bidrag.

Sådan deltager du
For at deltage skal du være grundskoleelev fra 0.-10. klasse. Deltagerne bliver inddelt i tre aldersgrupper: 0.-3. klasse, 4.-7. klasse og 8.-10. klasse.

Min vildeste idé er en individuel konkurrence, men er I flere fra samme klasse, der deltager, øger I på den måde chancerne for at vinde de 10.000 kr. til klassekassen.

Tilmeldingsfristen var 1. februar 2012. Tilmelding sker via læreren.

NB! Pas på størrelsen!
Bidragene må ikke være større end en A3-side (297x420 mm), og højden må ikke overstige 20 mm.
Der kommer heldigvis rigtig mange flotte bidrag til Min Vildeste Idé, og det er derfor utrolig synd, hvis de bliver ødelagt under forsendelsen, hvis de enten ikke er emballeret korrekt elle er for store. De indsendte bidrag skal på bagsiden være tydeligt mærket med elevnavn, klassetrin og skole.

Du er også meget velkommen til at scanne dit bidrag og sende det til os elektronisk på info@ungeforskere.nu.

Blandt de indsendte projekter fra hele landet vil juryen finde 1., 2. og 3. præmievinderne. Førstepræmievinderen bliver sammen med sin lærer inviteret til at deltage til finalen for Unge Forskere 2012.