Printer venlig version

Kom og oplev!

Kom på besøg i Den Naturvidenskabelige Landsby og få udfordret dine sanser
 


Hvilken fysiologi ligger bag en OL toppræstation?
På Institut for Idræts stand kan du dels selv prøve kræfter med hvad det kræver for at vinde OL medaljer i banecykling eller se om du er stærk nok til at kunne blive ny stjerne-roer i den danske guldfirer. Desuden kommer du til at lære noget om den fysiologi der ligger bag ved at kunne præstere i de 2 idrætsgrene. Dvs. hvad sætter grænserne for præstationsevnen i disse idrætsgrene, hvilken af de to arbejdsformer er egentlig den mest effektive og hvor mange watt kan hhv. en cykelrytter og en roer producere?

Vi kommer dels til at se på fysiologiske aspekter ved præstationerne, men også på hvor hårdt arbejdet opleves og hvordan vi hver især oplever en idrætspræstation som hhv. deltager og tilskuer.

Fredag eftermiddag fra kl. 16-18 vil du endvidere kunne møde en af roerne fra guldfireren samt Michael Mørkøv fra det danske 4 km hold, og se hvordan vi måler iltoptagelse og beregner deres nyttevirkning.


Proteiner - kroppens nanomaskiner
Proteiner er genernes trofaste arbejdsheste. Se film og lav små forsøg, der enkelt og elegant illustrerer proteinernes mange egenskaber. Du stifter bekendtskab med proteinmodeller, enzym-slikmunde, proteinkrystaller, varme snebolde og får mulighed for at lade gærblandinger boble i reagensglas.

Lægemiddelværksted

Her får du indblik i lægemiddelfremstilling - du ser lægemidlet tage form og får lov til at trille piller, trykke tabletter og hælde salve på tube.


Kan robotter blive selvtænkende?
Kom og se en Lego-robot, der selvstændigt finder vej fra et punkt til et andet, mens den lærer af sine fejltagelser. Studerende på Roskilde Universitetscenter har i et semesterprojekt programmeret en kunstig intelligens i Java, som efterligner den menneskelige hjernes opbygning. Det gør robotten i stand til at forbedre sig ved gentagne kørsler, ligesom os mennesker der fra vi er helt små lærer at det gør ondt når vi falder. Du kan også selv, med din egen intelligens, prøve om du kan styre robotten i mål. 

Vær miljøbiolog for en stund
I miljøbiologistanden vil de besøgende møde entusiastiske miljøbiologistuderende fra Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på Roskilde Universitetcenter. De besøgende vil ved hjælp af egne iagttagelser og målinger på biologiske systemer få en lille forsmag på miljøbiologiens arbejdsfelt samt få et lille indblik i fagets natur. Man vil have chancen for at studere levende fisk, måle lysklimaet i en 'vandsøjle', studere levende planktondyr og meget andet. Samtidig vil der være rig mulighed for at diskutere miljøfaglige spørgsmål og verserende miljøemner med de miljøbiologistuderende.

Google Earth / GPS skattejagt
Kom og se dit hus eller lejlighed blive blæst op på storskærm. Eller måske din skole? Eller din mormors kolonihavehus? Eller Pentagon? Eller...? Hør mere om mulighederne i Google Earth eller tag med på en lille GPS-skattejagt på Rådhuspladsen.


WobbleActive
Hos Aalborg Universitets stand kan du opleve studerende der til hverdag arbejder med at forene teknologi og kreativitet, de kan sammensat blive til sjove og yderst nyttige projekter. Her vises der et forsøg hvor de studerende, med stor succes, har lavet et produkt der har givet folk med ankelproblemer et middel til at optimere og motivere deres genoptræning. Produktet er et balancebræt der bruges som en slags "gamepad" til computeren.

DigiBoard - en blanding af brætspil og computerspil
Hos Aalborg Universitets stand kan du opleve studerende der til hverdag arbejder med at forene teknologi og kreativitet, de kan sammensat blive til sjove og yderst nyttige projekter. Her præsenteres en sammensmeltning af brætspil og computerspil, hvor de bedste elementer fra hver er blevet samlet i en ny hybrid. Spillet der kan prøves er det populære internet spil "Tower Defence".


Se en svævende magnet og meget mere!
Niels Bohr Institutet - H.C. Ørsted Ungdomslaboratorium viser spektakulære forsøg med bl.a. den elektromagnetiske kanon, flydende luft, en svævende magnet over superledende materiale, en miniudgave af vandstrømningerne i Atlanterhavet, og polariseret lys som viser spændinger i mekaniske dele. Læs mere i deres folder her (PDF-format, 702 KB).



Nano og kemi i hverdagen
På Nano-Science Center og Kemisk Instituts stand kan du få svar på 
hvordan spyt nedbryder kartofler, om luft kan være fast og hvordan du 
fremstiller solceller af hvid maling og brombær. Du kan også få svar 
på om rust kan laves om til jern og hvordan forskere bruger 
nanoteknologi til at lave effektive enzymer til vaskepulver.


DTU ScienceShow – fysik
DTU ScienceShow afholder til daglig shows for folkeskole- og gymnasieklasser, hvor fascinerende fysik-forsøg og spektakulære kemiske reaktioner fanger interessen for naturvidenskab hos eleverne. I Den Naturvidenskabelige Landsby 2008 stiller vi i denne stand med et udvalg af de bedste fysikforsøg, der bl.a. sætter fokus på magnetisme, induktion i forskellige materialer på temperaturer ned til 196 grader under frysepunktet, elektricitet og ledningsevne, brydningsindex og opdrift. Endeligt vises hvordan ting fra hverdagen påvirkes af hhv. vakuum og ekstrem nedkøling med flydende kvælstof.

DTU ScienceShow – kemi
DTU ScienceShow afholder til daglig shows for folkeskole- og gymnasieklasser, hvor fascinerende fysik-forsøg og spektakulære kemiske reaktioner fanger interessen for naturvidenskab hos eleverne. I Den Naturvidenskabelige Landsby 2008 stiller vi i denne stand med et udvalg af de bedste kemiforsøg, som kommer ind på både syre-base teori, oxiderende og reducerende reaktioner – herunder spændingsrækken, reaktionshastighed og polymerers egenskaber. Endeligt illustreres forskellige faseovergange og andre interessante fænomener ved hjælp af flydende kvælstof.

Boomerang! Geometrisk form og funktion i aktion
Byg din egen boomerang - kast den - se den flyve - forstå hvorfor og hvordan den vender tilbage - og grib den! Det handler om opdriften på vingerne, når du flyver; men det handler også og allermest om den mærkværdige gyroskop-effekt, som du ikke kan undvære (til at holde balancen), når du kører på cykel.

Det hydrauliske spring
Gå ud i køkkenet og tænd for hanen i køkkenvasken. Der ser du et hydraulisk spring: et pludseligt hop i væskehøjden i bunden af vasken, et lille stykke fra hvor strålen rammer ned. I køkkenvasken står springet og sitrer, men hvis man bruger en mere tyktflydende væske kan springet blive helt cirkelrundt og stabilt. Dette virker måske logisk nok - men hvad der ikke virker spor logisk er, at cirklen under visse omstændigheder pludselig kan blive til et polygon. På standen illustreres dette mærkværdige fænomen i en opstilling hvor der anvendes etylenglycol (kølervæske). Den komplicerede strømning i springet illustreres ved at putte farvestof og pulver i væsken. Der er i dag ikke nogen der har en god forståelse af hvorfor der opstår polygonformede hydrauliske spring og fænomenet er et aktivt forskningsområde.

Brændselsceller - fremtidens effektive og miljøvenlige elproduktionsteknologi
Beskrivelse kommer snarest.

Wind Racing Car
Beskrivelse kommer snarest.

Gener og gensplejning i hverdagen
Hvad er et gen? Hvad er gensplejsning? Hvilke varer er der gener i? I hvilke varer har gensplejsning været anvendt til fremstillingen? Kom og test din viden om gener og gensplejsning. Gensplejsning er en teknologi med mange muligheder, som samtidig giver anledning til mange diskussioner om risici og etik. Formålet med standen er at give saglig information omkring gensplejsning og medvirke til at afmystificere teknologien.

Masseeksperiment - bliv klog på din smagssans og hjælp forskerne!
I årets masseeksperiment får skole- og gymnasieelever i hele Danmark mulighed for at undersøge deres smagssans. Samtidig bidrager de med deres resultater til at forskere kan skabe ny viden, for på baggrund af deltagernes resultater, vil forskere fra Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet udarbejde en forskningsrapport. Forskerne vil analysere resultaterne og måske kommer der helt ny og spændende viden om børn og unges smagssans og præferencer.


Cirkus Naturligvis
Studerende fra forskellige fag på Københavns Universitet viser at naturvidenskab er både fascinerende, spændende og sjovt, ved hjælp af sjove forsøg og forklaringer.

Varmetab og isolering
Her skal vi se på hvordan man kan mindske varmetabet og dermed udledningen af CO2 til atmosfæren. Vi kigger på forskellige isoleringsmaterialer, deres fordele og ulemper, og ikke mindst hvor anvendelige de er som isoleringsmateriale.

Indeklima og udluftning
Dårligt og fugtigt indeklima giver grobund for skimmelsvampe, som kan give allergi. derfor er det vigtigt at boligen luftes ud og ventileres. I denne øvelse kigger vi på hvordan vi får erstattet fugtig indeluft med frisk udeluft.

Energi i hverdagen
I hverdagen tager vi el og energi som en selvfølge. I denne øvelse skal vi kigge på hvad energi er, hvordan den produceres, og hvordan vi sikrer os mod ulykker i brugen af den. Udfordringen er at I selv skal bygge en motor. Og hvordan er det nu lige sådan en fungerer?


Danmarks historie - hvad fortæller sten og fossiler? Oplev vulkaner og jordskælv!
Kom og grav efter interessante sten og fossiler, lær om deres dannelse og hør hvilke spændende historier de fortæller om Jordens historie. Oplev en vulkan i udbrud og mål et jordskælv.





Den Naturvidenskabelige Landsby er et samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet, Roskilde Universitetscenter, Aalborg Universitet samt Ingeniørhøjskolen i København.

Spørgsmål eller kommentarer kan sendes til projektkoordinator Karina Jørgensen