Nyt fra klimaundervisning.dk
|
|
Klimaundervisning.dk takker af

Undervisningsministeriet og Dansk Naturvidenskabsformidling afslutter Klimaundervisning.dk pr. 1. juli 2010. Derefter vil databasen med læremidler overgå til www.EMU.dk, hvorfra det stadig er muligt at søge i alle de gode læremidler. Nærmere information om Klimaundervisning.dk’s fremtid, mulighederne på EMU’en og DNF’s fremadrettede aktiviteter vil blive sendt til dig på e-mail samt blive beskrevet på hjemmesiden.
Sekretariatet for Klimaundervisning.dk vil gerne sige en STOR TAK til alle, som har været med i vores netværk og benyttet sig af Klimaundervisning.dk’s ressourcer samt har sat fokus på klimaundervisning fra 2008-2010. Vi håber, at der forsat vil være fokus på klimaundervisning ude omkring på skolerne. |
|
Kom og vær med på klimanorden.org!
Undervisningsministrene i de nordiske lande indbyder igen i år, alle lærer og elever i grundskolen og på ungdomsuddannelser til Nordisk Klimadag den 11. november 2010. Nordisk Klimadag arrangeres af Nordisk Ministerråd i samarbejde med Dansk Naturvidenskabsformidling og UNI•C.
Du og dine elever kan allerede fra august og til 11. november deltage i fællesnordiske aktiviteter på klimanorden.org, som er Nordisk Klimadags hjemmeside. Klimanorden.org byder på tegnekonkurrence for de yngste elever, webbaserede quiz-konkurrencer for de yngste til mellemtrinet og essayskrivning og You-tube-produktion for de ældste elever – alt sammen med klima som tema. Alle bidrag uploades på klimanorden.org. Der udpeges igen i år en samlet nordisk vinder inden for hver kategori og nationale vindere præmieres ligeledes.
I år samarbejder Nordisk Klimadag med Nordiske Sprogkampagne. Kampagnens formål er at fremme børn og unges evner til at forstå og kommunikere med hinanden på et af de tre skandinaviske sprog. Det betyder, at quizzerne på klimanorden.org vil være på en blanding af de tre skandinaviske sprog. Ligeledes skal svarene findes på forskellige nordiske hjemmesider, hvilket giver lærerne en mulighed for at inddrage nordiske sprog i undervisningen. Download flyeren om Nordisk Klimadag 2010 (PDF, 760 kb) og giv den til dem du synes skal deltage. |
 |
Nyt undervisningshæfte - Et fossilfrit Danmark
Nyt undervisningshæfte fra NOAH om Danmarks muligheder for hurtigt at omstille energiforsyningen til vedvarende energikilder. Hæftet viser, hvordan Danmark kan frigøre sig fra de fossile brændsler og derved nedbringe udledningen af CO2 kraftigt. Hæftet er beregnet på tværfaglig undervisning i naturfag og samfundsfag på grundskolens øverste klassetrin og de gymnasiale uddannelser. Hæftet er støttet af Undervisningsministeriets Tips- og Lottomidler.
Gratis prøveeksemplarer er udsendt til alle undervisningsinstitutioner. Klassesæt kan købes ved henvendelse til NOAH, 3536 1212 eller noah@noah.dk |
 |
Nyt spændende undervisningsmateriale - til klimaundervisning
Fra Elmuseets hjemmeside er der nu mulighed for at downloade et gratis undervisningsmateriale om klimaændringer og drivhuseffekten. Med støtte fra Tips- og Lottomidlerne har Elmuseet i samarbejde med Mark Film i Viborg fremstillet tre 3 minutters animationsfilm med titlerne 1) CO2, kul og ilt i balance, 2) Sådan virker drivhuseffekten, 3) Vi bruger kul og olie. Hver film er meget velegnet til visning på klassen, som led i undervisning om klima. Filmene henvender sig fra 5. klasse op til 1. g.
Som supplement til de tre film kan du downloade 10 power points om klimaemner, som kan bruges til at undervise ud fra. Hjemmesiden indeholder også 4 undervisningshæfter om energi, klima, lande og eksperimenter til fri afbenyttelse. De 4 hæfter er beregnet til 8. og 9. klasse, men kan også bruges i 1. g. Materialet finder du på Elmuseets hjemmeside.
Skulle du få lyst til at uddybe undervisningen med en oplevelse i 3 D, er Elmuseets nye særudstilling: Folk og Klima – et fælles ansvar et besøg værd. |
 |
Nyt undervisningsforløb om klimaforandringer i Arktis
Peter Bondo Christensen, DMU og Lone Als Egebo, Hasseris Gymnasium har udviklet et nyt materiale, der er rettet mod elever med biologi, naturvidenskabeligt grundforløb eller naturvidenskabelig fagpakke i gymnasiet.
Det består af ti enheder, der kan arbejdes med uafhængigt af hinanden. Hver enhed indeholder en tekst med tilhørende arbejdsspørgsmål samt links til yderligere information og opgaver. Enhederne omhandler fx. Er Jorden blevet varmere? Havisen reduceres og Er jorden i Arktis en tikkende bombe af drivhusgasser? Alle ti enheder kan ses på EMU’ens hjemmeside.
Desuden har de udarbejdet undervisningsmateriale til fem artikler fra tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab, som alle omhandler aspekter af klimaforandringer i Arktis. Materialet er rettet mod de naturvidenskabelige fag i gymnasiet og findes på Aktuel Naturvidenskab under Undervisningsmateriale under Klima: Opgaver og artikler. |
 |
Trækfuglespillet – Klima og fugle
Med klimaændringerne vil mange fugle ændre deres udbredelser eller blive mere sjældne. Den nuværende klimaændring i sammenfald med menneskets ændring og fragmentering af landskaberne giver grund til bekymring for fuglenes overlevelse.
Tårnby Naturskole på Amager har udviklet et gratis trækfuglespil , som giver dine elever mulighed for at se klimaproblematikken på en helt ny måde - nemlig med en trækfugls øjne. Dette giver et helt nyt og anderledes syn på klimaforandringer. Målgruppen er elever i indskolingen og på mellemtrinet.
Download spillet her (PDF 4,2 mb) og tag din klasse med ud under åben himmel, hvor spillet spilles. |
 |
Gør ord til handling: Book et besøg af Klimakaravanen i efteråret

Et besøg af Klimakaravanens bus er en hel dag med spændende klimaundervisning i udskolingen. Eleverne skal på dagen eksperimentere med solfangere, solceller, brintbiler, vindmøller og meget andet. Samtidig skal de unge også blive bevidste om sammenhængen mellem deres eget energiforbrug og de globale klimaforandringer. Det sker ved diskussion og debat. Fra den 11. juni er det muligt at booke besøg af Klimakaravanen til efteråret. Gå ind på www.klimakaravanen.dk, hvor du både kan læse mere om karavanen og booke den.
Yderligere oplysninger fås hos Helena Eley, tlf. 3698 6826. |
|
Turen går til de varme lande - Tredje oplag
Tredje oplag af ”Turen går til de varme lande” er oplagt til brug i AT-undervisningen. Formen er Politikens kendte rejseguide-format og bogen indeholder en række baggrundsartikler, faktabokse, grafer og reportager om klimaforandringerne både lokalt og globalt. Bogen er blevet til forud for Klimakonferencen i december 2009 i København og fortæller levende og tankevækkende om klimaforandringernes konsekvenser og særligt om, hvordan de rammer udviklingslandene.
Bogen er skrevet af de to Politiken-journalister Michael Rothenborg og Lars Dahlager, og er et samarbejde mellem Politikens Forlag og Dagbladet Politiken. Projektet er støttet af Danida. Download eller bestil Turen Går Til De Varme Lande gratis på Danidas hjemmeside eller bestil hos Rosendahls-Schultz Distribution, telefon 4322 7300. |
 |
Netværk, tilskud og efteruddannelse
|
|
Månedens klimalærer Sine Wrang Thomsen, Sankt Annæ Gymnasium i Valby Når du er klimalærer, er du med i et landsdækkende netværk af undervisere. Lige nu er der 2486 tilmeldte i klimalærernetværket. Månedens klimalærer hedder Sine Wrang Thomsen. Hun er gymnasielærer i fransk, billedkunst og mediefag på Sankt Annæ Gymnasium i Valby. Sine Wrang Thomsen har kombineret klimaundervisning med sin sprogundervisning og vil i dette indlæg beskrive hvordan. Sine deltager i projekt ”Klimaundervisning i sprogfagene”. "Klimaundervisning i sprogfagene" koordineres af Birgitte S. Ivertsen og Mirjam Gebauer, og er et samarbejdsprojekt mellem Institut for Engelsk, Germansk og Romansk (Københavns Universitet) og forskellige gymnasieskoler og et VUC (støttet af UVM). Projektet beskæftiger sig med den humanistiske og ikke mindst fremmedssprogspædagogiske vinkel på klimaproblematikken. Sine Wrang Thomsen skriver følgende om sine erfaringer med udvikling og anvendelse af klimaforløb i fremmedsprogsundervisningen: "Sprog og klima? Hvordan kan klimaproblemer vinkles i forhold til litteratur og humaniora. Det, vil de fleste sproglærere umiddelbart synes, lyder umotiverende. Selv var jeg også rimelig skeptisk, men efter en langsom "følen sig frem" start, er jeg nu meget begejstret af flere grunde, men specielt af en bestemt grund: Når man i den grad skifter undervisningens indhold ud, er det pludselig helt andre elever, der kommer på banen. Elever, som ellers holder lav profil, er pludselig tændt, fordi emnet er så totalt anderledes, og måske endda lige nøjagtig deres gebet. Vi indledte forsigtigt med, ud fra nogle små digte og deres skabelon, at omforme disse digte til digte om klima, økologi, CO2, tørke, oversvømmelser osv. Næste skridt var i grupper at læse franske filosoffers værker (i nøje udvalgte passager) om forskellige naturopfattelser. Dernæst så vi udstillingen Terre Natale, filmen HOME af Yann Arthus-Bertrand og endelig fik vi besøg af en fransk gæstelærer, der talte om en fransk sociolog, der har slået til lyd for, hvor vigtigt det var, at alle blev hørt i klimadebatten og ikke kun eksperter. Som man således kan se har projektforløbet ført os vidt omkring i forskellige tekster, genrer, emner, arbejdsformer og indfaldsvinkler." Projekt ”Klimaundervisnng i sprogfagene” udsprang af en temadag om klima og litteratur tilbage i april 2009, som Mirjam Gebauer arrangerede. Hun fik Birgitte S. Ivertsen med på idéen om at gå videre med emnet og sammen udgav de temadagens bidrag som temanummer i tidsskriftet Anglo Files (engelsklærernes fagblad) i november 2009. Omtalen af temanummeret kan du se på EMU’en. |
 |
 |
The Climate Concert til forsat minde om klimaansvaret
Den 2. juli 2010 afholder Benjamin Koppel og Kenny Werner klimakoncerter i forbindelse med deres internationale musikfestival Valby Summer Jazz. Det er Benjamin Koppels ambition at fastholde fokus på det fælles ansvar for de presserende miljø- og klimaproblemer. Det gør han gennem musik til lovteksterne om klima – for at gøre de internationale aftaler vedkommende for en klimatræt befolkning. The Climate Concert afholdes d. 2. juli kl. 20 & kl. 22.30 i Prøvehallen, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby. Billetter kan købes på Billetnet.dk – og herved fås en gratis Cd med 10 numre af festivalens musikere til koncerten. Læs mere på www.cowbellmusic.dk/. |
 |
Både piger og drenge er KlimaNØRDER
Naturfag interesserer både piger og drenge. Det viser evalueringen af undervisningsmaterialet KlimaNØRD, hvor både elever og lærere har svaret. Læs mere om undersøgelsen i artiklen på FDB Skolekontakten. |
.jpg) |
Elmuseet skifter navn til Energimuseet
Fra 2011 vil Elmuseet skifte navn til Energimuseet. Navneskiftet afspejler den ændring der er sket med elsektoren, som nu er blevet en energisektor. Elværker producerer og leverer både el og varme, og de benytter forskellige kilder som fossile brændsler og vedvarende energiformer. |
 |
Månedens klimaeksperiment |
|
Et fantastisk trick med vand
Læs om sikkerhed ved eksperimentet før du går i gang. Forsøgsbeskrivelse:
Vi danskere er glade for at bo lunt ved Golfstrømmens sving. Varmt og koldt vand opfører sig forskelligt, og det er en af grundene til at Golfstrømmen strømmer. Dette simple forsøg med vand og frugtfarve illustrerer hvordan.
Du skal bruge:
• To små glas af samme størrelse (fx krydderi- eller olivenglas) • To forskellige frugtfarver • Et stykke vandafvisende papir (fx indpakning fra chokolade) • Varmt og koldt vand
Sådan gør du:
• Sæt de to glas i håndvasken. • Fyld varmt vand i det ene glas og tilsæt et par dråber rød frugtfarve. • Fyld koldt vand og et par dråber grøn frugtfarve i det andet glas. • Når glasset med det grønne vand vand er helt fyldt op til kanten, lægger du det vandafvisende papir over. • Sæt glasset med det grønne vand oven på det andet glas og fjern forsigtigt papiret.
Prøv så at gøre det samme igen, men blot sætte glasset med det varme vand ovenpå glasset med det kolde vand. Se hele forsøget og læs forklaringen her.
|

 |
|