Printer venlig version

Pressemeddelelse


Grønne tage mod skybrud
                                                                            Udsendt 4. november 2009 
På Alssund Gymnasium har lærere og elever flyttet både undervisning og indsats mod klimaet op. Helt op på taget. Med projektet ”Klimamålinger – mål for klimaet?”, har lektor Birthe Zimmermann og hendes elever forsøgt at løse et af de mest alvorlige lokale problemer som klimaforandringerne  skaber. Det har netop givet hende titlen som Danmarks bedste naturfagslærer 2009.

Projektet går ud på at undersøge muligheden for at bekæmpe lokale effekter af klimaforandringerne. Et varmere klima giver flere skybrudsagtige regnskyl. De overbelaster kloaksystemer og vasker næringsstoffer ud i havet, hvor det skaber algeopblomstring og iltsvind. Hvis man kan holde vandet fra de kraftige skybrud tilbage i nogen tid, vil det langsomt sive ud og hverken overbelaste kloaknettet eller tage så mange næringsstoffer med sig ud i havet.

Hidtil har Sønderborg Kommune planlagt at samle vandet i underjordiske reservoirer, men elever og lærere på Alssund Gymnasium har et andet bud: Plant tagene til med stenurt og mos, der holder på vandet og skaber mulighed for at mere af vandet kan fordampe. Projektet, der løber fra august i år til maj 2010, skal vurdere, hvor meget vand et ”levende tag” kan holde tilbage og dermed hvor stor en del af regnvandsproblemet, der kan løses på den måde. Det sker ved at plante en del af skolens eget tag til og bruge det som et levende laboratorium.

Dommerkomitéen ved DM i naturfag roste projektet for at tage et reelt problem op og gøre det relevant og håndgribeligt for eleverne.

”Der er fokus på, at eleverne får ejerskab i forhold til deres læring. Der er tid og mulighed for åbne opgaver. Der er mange perspektiver i projektet, som samtidig åbner op for, at eleverne kan forholde sig til klimaproblemstillingerne på en konkret måde,” hedder det i dommernes begrundelse.
Undervisningsminister Bertel Haarder understreger, at DM i naturfag er et løft til naturfagsundervisningen i hele landet.

”Når vi gerne vil gøre de unge mere interesserede i naturvidenskab, er det afgørende, at undervisningen i naturfag er relevant i forhold til den verden, som eleverne møder. Derfor er det en glæde hvert år at se, hvor engageret naturfagslærerne går til opgaven. At møde kreativ og spændende undervisning er noget af det, der giver blod på tanden hos de unge,” siger Bertel Haarder.

Om DM i naturfag
I år var 27 hold tilmeldt DM i naturfag for lærere 2009, der bliver arrangeret af Dansk Naturvidenskabsformidling. Tolv projekter blev udtaget til finalen på Uddannelsesforum i Odense.
Finaleprojekterne spændte vidt fra klimaundervisning for gymnasieklasser over biogasanlæg i mellemklasserne til undervisning i forståelse af naturvidenskabens måder at tænke på for de mindste klasser i grundskolen. Mange af projekterne var tværfaglige og nogle byggede endda bro mellem grundskole- og gymnasieklasser.

Beskrivelsen af de 12 finaleprojekter kan downloaes til inspiration for andre her

”En vigtig gevinst ved at afholde et mesterskab i naturfag hvert år er, at vi får synliggjort den store gejst som mange naturfagslærere lægger for dagen. Der er tale om virkelig god undervisning, som man kan drage nytte af på alle landets skoler,” siger Mikkel Bohm.

DM i naturfag er støttet af Undervisningsministeriet og ALECTIA-fonden.

Pressebilleder
Du kan downloade pressebilleder i høj opløsning på her


DM i naturfag 2010