Få kollegerne med
Festivalen kan være mere end naturvidenskab
Drømmer du om at holde Naturvidenskabsfestival med lærere fra andre fag, eller måske for hele skolen?
Et vigtigt skridt på vejen er, at få kollegerne med på ideen. Det er vigtigt, at lærerne i de ikke-naturvidenskabelige fag også kan se deres rolle i en Naturvidenskabsfestival.
Vi giver her forskellige bud på, hvordan de forskellige faglærere kan engageres:
Billedkunst
Skrotrobotter
Få eleverne til at medbringe forskellige genbrugsmaterialer som fx mælkekartoner, kapsler og gamle papæsker. Sørg selv for, at I har maling og lim, og lav et skrotrobotværksted, hvor eleverne bygger deres egne robotter. Som afslutning på forløbet kan I evt lave en udstilling på skolebiblioteket.
Hjemkundskab
Madkultur
Der kan være stor forskel på den mad, man tilbereder i forskellige lande. Det kan afhænge af de krydderier, der bruges, men også af de råvarer, der er tilgængelige. Lær mere om forskellige landes madkulturer på emu.dk og giv eleverne nye kulinariske oplevelser.
Hvad er din livret?
Dette undervisningsmateriale kan bruges tværfagligt i fagene hjemkundskab, natur/teknik, dansk, historie, idræt og matematik. Materialet indeholder et undervisningsforløb i 5 moduler. Alle opgaver og tekster kan gratis findes her.
Musik
Festivalsangen
- Øv Festivalsangen, som handler om naturfag. Mange lærere bruger fx Festivalsangen til en fælles morgensang hver dag i festivalugen eller som et festligt indslag mellem de daglige aktiviteter. Flere musiklærere sætter sangen stort op med instrumenter og korsang, så eleverne kan optræde med sangen for resten af skolen og deres forældre.
Dansk
Spil teater om naturvidenskab eller arbejd med, hvordan man læser og skriver naturvidenskabelige tekster.
Eller lad eleverne udarbejde deres egen pressemeddelelse, så skolens aktiviteter kan blive dækket af medierne.
Idræt
Tag på skovtur
Test konditionen og arbejd med målinger af jeres idrætspræstationer.
Eller tag på skovtur med eleverne og lær om puls og hjerteaktivitet, mens I får frisk luft og sved på panden. Hos Skoven i Skolen finder du et undervisningsforløb med materialeliste, aktivitetsforslag og baggrundsmateriale.
Historie
Darwin 200 år
Darwin har haft kolossal indflydelse på vores opfattelse af livet, og hvordan naturen hænger sammen. Men hvorfor var hans idéer så revolutionerende, hvad troede man før Darwins tid, og hvorfor kan hans teorier stadig skabe debat idag? Læs mere på evolution.dk.
De store tænkere
Gå tilbage i tiden og fordyb jer i Grækenlands store tænkeres idéer. Hvilken betydning har Euklid for nutidens matematik? Og hvordan ville man se på fx filosofi, demokrati, fysik, etik og politik, hvis Platon, Sokrates og Aristoteles ikke havde levet? Hvad har moralfilosofien at gøre med disse tænkere?
I kan også tage fat på den italienske maler, billedhugger, arkitekt, ingeniør, opfinder, botaniker og anatom Leonardo Da Vinci og alle hans opfindelser og eksperimenter.
Matematik
Det Gyldne Snit
Eleverne har måske kendskab til det gyldne snit fra billedkunsttimerne. Her kan de få en matematisk forklaring på fænomenet, og der kan arbejde videre med det ved at relatere det gyldne snit til Fibonacci-talrækken. Læs mere
Religion/Kristendomskundskab
Liv og død
Man kan arbejde med temaet Liv og Død. Hvad sker der, når vi dør? Og hvad er livet egentlig? Hvordan bliver temaet belyst i Biblen, og hvad med i dag? Der er mange opfattelser af, hvad der er liv og død. Død er ikke noget, man snakker særligt meget om. Men det er vigtigt at forholde sig til, hvad døden er. Temaet kan give anledning til nogle spændende og lærerige klassediskussioner.
Biologi
DNA og genetik
DNA og genetik er områder, som er tæt knyttet til etik. Hvis vi gennem genmanipulation kan skabe mennesker, der er klogere, smukkere eller stærkere end ellers, er det så ikke i orden? Mange spørgsmål melder sig, og det er alle spørgsmål, der kræver store overvejelser. Her kan man finde masser af inspiration til behandling af emnet - både for gymnasiet og for grundskolen.
Engelsk
Masseeksperimenter
På den engelsksprogede side www.k12science.org kan man finde inspiration til masseeksperimenter på engelsk.
Lege og spil på computeren
På den engelsksprogede hjemmeside tryscience.org kan eleverne på en sjov og lærerig måde selv prøve forskellige eksperimenter og lege. En god måde at kombinere engelsk med naturfag.
Geografi
Klima
Vores klima afhænger af luftstrømme og indviklede vejrsystemer. Lær mere om Danmarks årstider og om, hvordan jordens bevægelse omkring solen har stor betydning for vores vejr.
På hjemmesiden www.klimaundervisning.dk kan du søge i en database med eksisterende læremidler om klima ud fra forskellige søgekriterier, og på den måde få overblik over, hvad der findes af læremidler om klima, der er relevant for din undervisning.
Sløjd
Byg tekniske ting
Man kan selv bygge mange tekniske ting – fx musefældebiler eller broer.
Samfundsfag
Genmanipulation
Med spillet PlayDECIDE kan eleverne selv tage stilling til etiske problemstillinger ved blandt andet genmanipulation.
Billedkunst
Luftballoner
Lav luftballoner af silkepapir og se dem blive blæst op med varm luft fra en varmeblæser eller føntørrer.
Farvelære
Man kan også arbejde med Newton og Goethes eksperimenter og teorier om farver og farvedannelse. Hvorfor opfatter vi en tomat som rød? Hvad er lysbølger? Og hvordan kan kunstnere bruge farvelæren i deres malerier? Lær alt om farver, og gå i dybden med, hvordan vi opfanger og bruger dem i vores hverdag.


