Stand-up-fysik
Brobygning mellem gymnasier og grundskoler
Hvad er stand-up-fysik?
Gymnasieelever optræder med spektakulære demonstrationer af forsøg og naturvidenskabelige fænomener. Formidlingen er helt central og kan antage karakter af show og performance alt efter temperament. Stand-up-fysik kan opføres på gader og stræder, offentlige institutioner som fx biblioteker og sportshaller eller på naboskoler.
Der er ikke nogen fast opskrift på, hvordan et show skal forløbe, men hovedingredienserne er: en eller flere optrædende, et bord og materialer til at udføre forsøg samt ikke mindst lyst til at underholde og optræde!
Sådan gør I
I kan arbejde med stand-up-fysik på flere forskellige måder:
1. Et egentligt show på et fast sted, hvor man præsenterer sjove og spektakulære forsøg og forklaringer for et fast publikum.
2. Et ’multi-show’, hvor flere grupper præsenterer forskellige forsøg og aktiviteter samtidig – fx i aulaen eller gymnastiksalen – og hvor publikum frit kan gå fra show til show. Denne form er velegnet til åbent hus-arrangementer.
3. Et mobilt ’stand-up-roadshow’, hvor man går rundt til forskellige lokationer og opfører et lille show. Man kan fx gå fra klasselokale til klasselokale.
Nemme forsøg med simple materialer
På testoteket.dk kan du finde nemme ’køkkenbordsforsøg’, som let kan laves med materialer fra en almindelig husholdning. Forbered et demonstrationsbord, plads til tilskuere og giv så formidlingen et godt drys show og performance...
Fysikkuffert med materialer til 32 forsøg
Dansk Naturvidenskabsformidling har produceret en ’Fysikkuffert’, som består af en kuffert på hjul, der kan bygges om til en lille stand, hvorfra man kan lave stand-up-fysik. Fysikkufferten leveres med alle ingredienser og komplette vejledninger og forklaringer til 32 forsøg. Målgruppen for fysikkufferten er grundskolens 6.-10. klasse og gymnasier.
Sådan har andre gjort
I 2006 havde Midtfyns Gymnasiums højniveau-kemihold besøg af en masse 12-13–årige grundskoleelever i grupper på 50 ad gangen. Gæsterne blev inddelt i små grupper med en gymnasieelev i hver. Elleve forskellige kemiske eksperimenter stod klar i kasser, og gæsterne kunne frit vælge, hvad de ville lave.
I festivalugen 2004 turnerede en 1.g-klasse fra Odense Katedralskole rundt i bus i Jylland med en fysikkaravane. Deres show bestod af et mini-eksperimentarium, stand-up-fysik og sæbebobleshow.



